
Kan bookes til: Stand-Up Shows, Firmaevents, Underholdning til arrangementer, Konferencierjobs.
Louise Brink hører til blandt de nyere navne i dansk standup, men i miljøet har publikum allerede haft et godt øje til hende længe. Hun har høstet stor succes med solomateriale i showet ‘Er klar om 5 (2024)’ og sin Comedy Special ‘Legende Let (2025)’. Begge shows har været populære indslag med fyldte sale til Up Comedy Festivalen i København.
Hun er desuden blevet fremhævet af kulturmagasinet Soundvenue. Her vurderes hun som ‘befriende bramfrit selskab’ og ‘en af de 5 unge komikere, man bør opleve snarest’.
I 2024 kunne hun også opleves som en del af holdet på velgørenhedsshowet Grin til Gavn.
Uden for scenen er Louise blandt andet medvært på podcasten ‘Hvad F* er Netværk?’ sammen med Cecilia Hansen. Her dykker de to nysgerrige kvinder sammen ned i sociale koder, pinlige øjeblikke og de mærkelige regler, vi alle forsøger at navigere i, når vi møder nye mennesker.
Louise Brink har optrådt med standup siden 2018.
Stadig ung, men stærkt erfaren arbejder hun i genkendelige hverdagsbilleder fra eget perspektiv. Tag ikke fejl af det yndige ydre. Louise er ikke genert og tør godt tage publikum derhen, hvor det spidser til. Uden at blive forlegen.
Hendes stil er moderne selvironisk, og hun har en evne til at få små observationer til at vokse sig store. Publikum efterlades mere end godt underholdt og med fornemmelsen af at have fået den ægte vare - uforsødet.
Louise Brink er et stærkt valg, hvis man ønsker en aktuel og relaterbar komiker, der rammer bredt med den nødvendige kant.
